La Navidad

Jeg hoerte allerede de foerste julesange i radioen i
starten af oktober, og i starten af november blev Parque Central dekoreret med julelys, og flere steder blev store kunstige juletraeer opsat. I slutningen af november var der et kaempe juleoptog med baade letpaaklaedte dansende nissepiger, kunstig sne, julemaend, skoleboern, der spillede musik og dansede - og udklaedte egern, smoelfer, aber og diverse andre dyr/figurer. Jeg ved dog ikke lige helt, hvad de havde med jul at gøre. Til trods for den konstante paamindelse om jul har det dog vaeret temmelig svaert at komme i julestemning - isaer paa grund af varme og sol i loebet af dagen. Samtidig har jeg kaempet for at taenke kreativt med henblik paa indkoeb af julegaver til hele familien. Bestemt ikke let, når jeg ikke aner hvad der kutyme i Guatemala. Flere gange har jeg faktisk oensket mig en jul uden gaver. Til sidst endte jeg dog med at vaere helt tilfreds med mine julegaver til familien.

I loebet af december har vi vaeret til julekoncert i katedralen og hoert Guatemalas nationale symfoniorkester spille julemusik i Parque Central. Derudover har det faste lokale marked vaeret udvidet i stor stil de sidste par uger - altid proppet med mennesker, boder med diverse julegodter (smaakager, skumfiduser, chokolade etc), farvet savsmuld, fyrvaerkeri, vindruer, alkohol, julepynt og elektriske julelys, der spiller julemusik i hjerteskaerende hoeje toner.
Stort set alle familier laver un nacimiento (et krybbespil) i hjemmet - og hvilke krybbespil! Enorme landskaber med alt fra hyrder, engle og de hellige tre konger til dinosaurer, tigere og andre legetoejsfigurer. Det mest imponerende krybbespil jeg indtil videre har set, er krybbespillet hos min familie. Jeg vil skyde paa at det mere eller mindre fylder 6 m^2 og inkluderer bjerge, broer - og der er brugt mange timers arbejde på at lave det! Udover nacimiento er hele huset dekoreret med kunstige julelys, der blinker alskens farver, saa det naesten minder om et diskotek, naar man traeder ind.

D. 24. december blev jeg vaekket kl. 6.30 af, hvad der loed som om 3. verdenskrig netop udbroed - et kaempe brag, der fik hele huset til at ryste! Aarsagen var ikke andet end at Matias havde foedselsdag, hvorfor Francisco affyrede, hvad der mest lød som, en hjemmelavet bombe. Da vi alle var vaagne, tog vi paa kirkegaarden med blomster inden morgenmad.

Derefter var der en hel del, der skulle forberedes: madlavning, rengoering osv. Jeg hjalp til med at adskille grannaale fra grenene, da de skulle bruges til at daekke gulvet i stuen, mens alle rendte travle rundt og forskellig slags julemusik (amerikansk, spansk, marimba osv) tordnede ud af radioen - og endelig var jeg faktisk i julestemning.
Kl. 14 ankom 12 af Matias` venner til frokost, der bestod af oksekoed, salat, ris, sovs, tamilitos og en kaempe foedselsdagskage, som Miriam i flere timer ihaerdigt havde kaempet med at lave. Det meste af eftermiddagen gik med at holde foedselsdag for Matias, og der gik kun nogle faa timer fra Matias` gaester var gaaet til nye gaester ankom - denne gang i anledning af juleaften. I loebet af aftenen kom og gik forskellige familier, og der blev spist sandwich, traditionelle julegodter som skumfiduser, vindruer, slik og smaakager - og mere foedselsdagskage. Dertil blev drukket varm chokolade og caliente (en varm drik med ananas).
Selve julehoejtidligheden blev afholdt - ved midnat - med Surama (familiens aeldste datter) og hendes mand og soenner. Umiddelbart inden midnat blev fem Jesus-boern fundet frem, afklaedt og kysset af samtlige familiemedlemmer inden de kl. 24.00 blev anbragt i familiens krybbespil. Herefter blev der afholdt en oración, hvor vi alle med hver vores stearinlys sad paa knae foran krybbespillet, mens Francisco og Matias afholdt en boen. Som afslutning uddelte vi alle knus og kram og oenskede hinanden god jul.
Herefter var det tid til fyrvaerkeri! I Guatemala er fyrvaerkeri en vigtig del af julen, og Jose-Miguel og Armando (Suramas to aeldste soenner) havde hver medbragt en stor pose fyrvaerkeri. I modsaetning til Danmark er det meget sjaeldent at guatemalanerne bruger fyrvaerkeri beregnet til luften, og drengenes fyrvaerkeri var altsammen beregnet til jorden - og virkede desuden en smule farligt, da det susede vidt omkring.
Efter at fyret diverse krudt og kugler af var det tid til "aftensmad" - traditionel julemad, "paches" (en slags kartoffelmos med krydderier, chili, aerter og et stykke koed i midten, kogt - indpakket i bananblade) med toastbroed, tamalitos (en slags dampet majsbroed), caliente og meget soed te.

Paches de papa

Da vi havde spist, regnede jeg med, at det var tid til gaver, men ingen lod til at taenke paa gaver, og vi blev siddende, snakkende ved bordet. Da klokken var mere end 2, begyndte Jose-Miguel og Armando at blive meget traette, og endelig saa det ud som om vi skulle give hinanden gaver. Igen tog jeg dog fejl, da det kun var Armando og Jose-Miguel, der fik gaver. Jeg regnede med, at det var fordi de var traette, og at vi andre ville give hinanden gaver senere. Vi naaede dog aldrig dertil, og jeg gik meget traet i seng efter at have vaeret oppe siden kl. 6.30.
Naeste morgen d. 25. december kom en lille flok gaester paa besoeg med to Jesus-boern. Det er en tradition i Guatemala at forskellige grupper af mennesker bruger hele 1. juledag paa at baere et Jesus-barn rundt til forskellige huse. I hvert hus bliver der givet penge til Jesus-barnet (disse penge gaar typisk til familierne selv), serveret paches og budt paa slik og julegodter.
Under gruppens besoeg blev der sunget en salme og alle kyssede Jesus-boernene. Da gruppen havde forladt huset spiste vi selv paches til morgenmad. Herefter regnede jeg med at NU maatte det vaere tid til gaver, men nej heller ikke nu. Kl. 12 blev der igen holdt en oracíon lignende den natten foer med levende lys og knus og kram, mens vi oenskede hinanden god jul.

Senere spiste vi stor frokost: grillet kylling med kartoffel/aeble/vindruesalat og ris og caliente og meget soed te. Om aftenen samledes vi til kaffe og broed, og jeg indsaa til sidst, at det var en jul uden gaver, hvilket jo som saadan ikke er noget problem, men jeg staar nu tilbage med en masse gaver, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med. Julen har dog bestemt vaeret rigtig hyggelig og ikke mindst utrolig interessant. Til trods for at jeg ikke har faaet nogle indpakkede julegaver, saa har jeg alligevel faaet et oenske opfyldt - en jul uden gaver.
Alt hvad jeg umiddelbart havde taget for givet - at juleaften ville indebaere kirkegang og julegaver - viste sig ikke at holde stik - noget der dog ikke har forhindret mig at have en "feliz navidad".

I skolen snakkede jeg med Oscar, der fortalte mig at det ikke er i alle familier at man giver hinanden gaver. Jeg havde blot taget det for givet, da laererne og andre af elevernes familier giver gaver. 

Forleden fandt jeg desuden ud af at "min" familie tilsyneladende giver hinanden gaver paa hellig tre kongers-dag.

Santa Maria i fuldmaane

 Ved sidste fuldmaane, tirsdag aften kl. 22.30, troppede vi op ved Quetzaltrekkers kontor. Her fik vi os en skaal varm suppe og udleveret grej til at bestige Volcán Santa Maria i lyset fra fuldmånen.

"Og hvad er saa ideen med at bestige Santa Maria midt om natten?" - et spoergsmaal flere i familien stillede, og noget vi havde lidt svaert ved at give et ordentligt svar paa, for egentlig ville vi bare gerne have den oplevelse med.
Under bestigningen var det dog et spoergsmaal, som jeg gentog for mig selv mange gange - uden at finde svar. For en nydelse var det bestemt ikke... Santa Maria er stejl og haard at bestige, og i nattens moerke var det noedvendigt konstant at holde oeje med, hvor man satte foedderne. Fuldmaanen var derfor overhovedet ikke noget, jeg bemaerkede under opstigningen. Faktisk var det eneste, som jeg kiggede paa, foedderne af den australske pige, der gik foran mig. Da Santa Maria som sagt er meget stejl, svedte og svedte jeg - til trods for at temperaturen naermede sig frysepunktet og jeg kun var iklaedt en tynd fleecetroeje.
Da vi endelig naermede os toppen efter 3,5 times vandring -gennembloedt af sved - blev vi moedt af en strid vind, og jeg derfor hurtigt afkoelet. For ikke at fryse mere end hoejst noedvendigt, var jeg derfor noedt til at smide alt mit våde toej for at kunne få noget tørt på. For nogle minutter var jeg dog i stand til at glemme kulden, da vi fra den ene side af Santa Maria kunne se lava fra den noget mindre og meget aktive vulkan Santiaguito.

Lava fra Santiaguito

Santiguito efter solopgang

Derefter kom kulden dog hurtigt igen, og da klokken kun var 3.30 maatte vi vente et par timer paa solopgangen. Vi fandt derfor soveposerne frem og forsoegte saa godt vi kunne at skaerme os mod vind og kulde.

Da solen endelig begyndte at vise sig, var vi alle stive af kulde. Til gengaeld havde vi dog alletiders udsigt og efter en halv times tid var morgenmaden klar, og med varm havregroed og kaffe var vi endelig i stand til faktisk at nyde solopgangen paa toppen af Santa Maria.

Kl. 8.00 begyndte vi nedstigningen stille og roligt - nu med mulighed for at nyde naturen og solen. Kl. 12 var vi tilbage ved Quetzaltrekkers kontor, og vi havde lige noejagtig tid til at tage et bad og spise frokost inden vi havde spanskundervisning kl. 14.00.

Saa meget blaeste det: vinden holdt en ret tung sovepose vandret i luften

Efter at have vaeret vaagne i 36 timer, der inkluderede bestigning af Santa Maria, 10 timers spanskundervisning og - for mit vedkomne - 3 timers frivilligt arbejde paa boernehjemmet, sov vi alle som sten efter aftensmaden.

Lago de Atitlán

Lago de Atitlán skulle eftersigende vaere verdens smukkeste soe. Om det er sandt vil jeg ikke udtale mig om, men smuk skal der ikke herske tvivl om, at den er. Loerdag morgen tog Jessica - en ny amerikansk spanskelev, der bor i samme hus som mig - til Lago de Atitlán. Turen gik med chicken bus og jo naermere vi kom Lago de Atitlàn jo varmere blev der. Samtidig steg flere og flere mennesker paa bussen, der hurtig blev godt proppet. I en lille landsby stoedte vi ind i problemer. Da der var fest i landsbyen,var den ene side af vejen spaerret af, og der var derfor kun en bil ad gangen, der kunne passere. Dels paa grund af staedighed, dels paa grund af nogle meget urealistiske ideer om, hvor meget en pickup og en bus fylder, brugte vi mere end en time i landsbyen - uden nogen rykkede sig det mindste. I over en halv time forsoegte vores bus at passere en modkoerende pickup, hvilket de til sidst indsaa var umuligt. Derefter brugte de en god tid paa at diskutere hvem, der saa skulle vige pladsen, men til sidst lykkedes det da at komme videre mod Lago de Atilàn.

I Panajachel -den stoerste by ved Lago de Atitlàn - besoegte vi et naturreservat med sommerfugle, aber og zip lines. Hen paa aftenen sejlede vi med en baad tvaers over soeen til San Pedro, hvor vi hurtigt fandt et hotel, og derefter brugte - hvad for os foeltes som - uendeligt lang tid paa at finde et sted at spise. Det lykkedes dog omsider, og vi kunne maette og traette gaa i seng og vaagne op til alletiders udsigt over Lago de Atitlàn.

Efter en god omgang morgenmad sejlede vi videre til San Marcos, hvor vi fandt ud af, at det var muligt at springe i vandet fra en platform i ca. 6 meters hoejde. Vi brugte resten af formiddagen paa at bade/springe fra klipper, hvorefter vi maatte vende snuden mod Xela og sejle tilbage til Panajachel for at tage en bus videre.



Jessica og jeg klar til zip-line

Naturreservatet boed bl.a. paa haengebroer, vandfald og aber





Boernehjem og foedselsdag

Da jeg efterhaanden foeler mig rimelig sikker i det spanske sprog, er jeg begyndt at arbejde frivilligt paa et boernehjem om eftermiddagen. Boernehjemmet rummer ca. 80 boern, og jeg har efterefterhaanden arbejdet med alle aldersgrupper. Arbejdet skifter fra dag til dag, og derfor baade hjulpet de aeldste piger med at laese og skrive, foldet papirsdinosaurer og leget fangeleg med drengene. Boernene ville alle rigtig gerne snakke og fortaelle, og hvis pigerne samtidig faar lov at pille ved mit haar er de rigtig godt tilfredse!
En pige fortalte mig desuden, at de tre ting hun bedst kan lide ved mig er mit haar, mine oejne og mit navn - men mest mit navn. Der var ingen tvivl om, at hun mente det godt, men det var dog noget underligt at faa at vide.

Forrige uge, hvor jeg arbejdede med de allermindste (op til fire aar), blev jeg for alvor sat paa proeve, da jeg var alene om at soerge for ro og orden blandt 15 smaa unger. Dels fordi de er noget svaerere at forstaa, og dels fordi de meget let kommer op at slaas om legetoejet. Samtidig var der en del sygdom blandt boernene, der derfor var ekstra pjevsede. Samme dag, hvor der ikke var rindende vand paa boernehjemmet, braekker en lille fyr sig ud over sig selv og mig. For at goere det hele en tand vaerre havde jeg selv samme dag afleveret alt mit i vaskeriet, saa havde ikke noget nyt at skifte til. Jeg rendte derfor rundt i byen - i tilbraekket toej - for at skaffe et nyt saet toej - og ja jeg foelte mig temmelig ulaekker! Den efterfoelgende uge lå jeg selv syg med en ordentligt omgang influenza.

Boernehjemmet havde i anledning af jul besoeg af en flok amerikanere, der ankom med julegaver til samtlige boern. Derudover blev der sunget julesange og danset.

D. 24. november havde Miguel foedselsdag, og jeg oplevede dermed min foerste foedselsdagsfest i Guatemala. Familien havde inviteret til stor frokost, der varede hele dagen. Efter frokosten, der bestod af grillkoed, frijoles (boennemos), bagte kartofler, foraarsloeg og tortillas, blev der taendt lys i lagkagen og sunget foedselsdagssang - foerst en spansk foedselsdagssang, derefter en spansk udgave af "Happy Birthday", hvor der - oversat - blev sunget "groen skrubtudse to you". Traditionen tro blev Miguels ansigts mast ned i lagkagen - til stor fryd for Armando og Jose-Miguel.

Majs og Xela 21 K

Soendag d. 13. november var der halvmarathon i Xela - Xela 21 K. Paa trods af jeg ikke har loebetraenet optimalt, mens jeg har vaeret her i Xela, besluttede jeg mig alligevel for at deltage sammen med Miguel. Om ikke andet saa for at faa den oplevelse med. Umiddelbart havde jeg forestillet mig, at det var et mere eller mindre lokalt loeb, men det gik dog op for mig at det var et internationalt loeb, hvor flere kenyanere ogsaa deltog.
Xela 21 K var overraskende meget professionelt organiseret: ved indskrivelsen modtog alle t-shirts, kasketter, energibarer osv. Derudover blev alle enkeltvis fotograferet med en letpåklaedt kvindelig model - for mig temmelig maerkeligt!

Mere end 2000 oficielt deltagende loebere + det loese (uden chip) - anslaaet til ca. 500 loebere - ved start.

I modsaetning til naesten alt andet i Guatemala blev tidsplanen fulgt meget punktligt og loebet blev sat i gang praecis kl. 8.00. Matias, Miguel og jeg var til gengaeld knapt saa punktlige, og kl. 7.45 spaenede vi hjemmefra - ikke ligefrem den optimale start paa en halvmarathon. Ved loebets start var der mange mennesker, rigtig mange mennesker - hovedparten ifoert blaa t-shirts og hvide kasketter. Miguel og jeg blev derfor hurtigt vaek fra hinanden, men da Miguel loeber hurtigere end jeg, var det alligevel et spoergsmaal om tid, foer vi ville vaere splittet.
Ruten var central, flad og ofte var det muligt at se kenyanerne komme tonsende direkte imod mig - da jeg havde loebet lidt mere end 3 km havde de loebet 6 km! Jeg hilste desuden adskillige gange paa - hvem jeg troede var - Miguel blandt de modloebende guatemalanerne - guatemalanere i blaa t-shirts og hvide kasketter ligner helt enormt meget hinanden.
Hele loebet igennem var der mange tilskuere - meget aktivt heppende "Vamos, vamos!" og tilboed vand til alle loebere. Med al den opbakning gennemfoerte jeg derfor overraskende uden stoerre smerter, og med min manglende traening taget i betragtning var jeg helt tilfreds med en sluttid paa 2 h 35 s.

Miguel og jeg med medaljer, haandklaeder osv. efter at have gennemfoert halvmarathonen.

Hjemme ved familien var hele gaardspladsen fyldt med den hoestede majs fra Fransiscos mark, og lokale kvinder var hentet til for at "skille bladene fra majsene". Jeg selv hjalp til med at sortere majsene - baade efter farve (gul, hvid, sort og broget) og efter kvalitet - og baade min viden og mit ordforraad inden for majs blev hurtigt foroeget. Her er en lille parloer med nogle af de vigtigste ord:

- Maiz: majskolbe med blade.
- Maizorca: en hel majskolbe.
- Doblador: de samlede blade, i hvilke majsen er indpakket
- Tusa: andet ord for doblador
- Elote: kogt/grillet majskolbe til at spise
- Semillas: majskorn til naeste aars hoest
- Granos: majskorn, der males til mel

Familiens gaardsplads fyldt op med majs. En lokal kvinde er i gang med arbejdet sammen med sin datter.

De sorterede majs blev efterfoelgende foert op paa taget i saekke for at toerre, saa den senere kan males til mel. For mig var det temmelig vanskeligt at kravle op ad stigen med en saek majs paa ryggen og samtidig undgaa at stoede hovedet mod en bjaelke. 

Efter at have hjulpet til med arbejdet med majsen loerdag og soendag eftermiddag og med en halvmarathon i benene var jeg derfor godt traet soendag aften, men jeg har bestemt faaet en stoerre indsigt i majskulturen og kan desuden kalde mig international loeber - noget Fransisco gik meget op i, da han mente, at jeg saa naesten kunne sammenligne mig med kenyanerne.

Mexico

Da min opholdstilladelse paa 90 dage i Guatemala saa smaat var ved at loebe ud, var tiden inde til en smuttur til Mexico. Ved at forlade Guatemala i to doegn er det muligt at forny sit visa med yderligere 90 dage. Turen gik til naermeste mexicanske by, Tapachula. Med mere end 100.000 indbyggere var der liv og mange mennesker i centrum, men derudover havde Tapachula ikke meget at byde paa. Til gengaeld var der varmt - meget varmt! Jeg har efterhaanden tilpasset mig klimaet i Xela, der indbefatter kolde naetter, og temperaturen kommer sjaeldent op over 25 grader i solen. I Tapachula - ikke mere end 4 timers bjergkoersel fra Xela - var der mindst 30 grader i skyggen. Jeg svedte og drak litervis af vand til trods for, at jeg det meste af tiden sad og med naesen i en bog (Harry Potter paa spansk) i skyggen i den centrale park. Det var dog ikke meget jeg fik laest, da jeg konstant blev afbrudt af de lokale, der ville snakke. Tapachula er ikke en by med mange turister, og med lyst haar og et hoved hoejere end de fleste skilte jeg mig tydeligvis ud. Blandt andet blev jeg indviteret til - hvad jeg troede var - et engelsk debatmoede om livet af nogle mexicanske piger. Da jeg ikke havde meget at tage mig til i Tapachula sagde jeg derfor ja. Pigerne havde givet mig et magasin angaaende moedet, men jeg havde kanp kigget paa det. Det fortroed jeg dog, da jeg traadte ind i foredragssalen. Det kunne ikke undgaa min opmaerksomhed, at der flere steder paa vaeggene hang opslag om Jehovas Vidner. Da jeg ikke kunne faa mig selv til at bakke ud efter at vaere traadt ind, tilbragte jeg naesten tre timer med at hoere paa hvordan ca. 30 mexicanere tolkede citater fra Biblen paa et mere eller mindre forstaaeligt engelsk. Selvom tiden gik noget langsomt, og jeg ikke vidste om jeg skulle grine eller graede over deres glaede over at jeg deltog, saa var de uden tvivl meget venlige, og efter moedet kom mere end ti mennesker hen til mig for at fortaelle mig at de havde set mig det ene og andet sted i Tapachula tidligere paa dagen. Jeg var glad for at kunne sige til dem, at jeg ville rejse tilbage til Guatemala dagen efter, hvorfor jeg ikke havde mulighed for at deltage i flere af deres moeder, og jeg gik derfra en oplevelse rigere - men uden at foele Jehova ved min side. 

En bemaerkelsesvaerdig forskel mellem Guatemala og Mexico er maden: f.eks. er guetemalanske tortillas smaa og tykke, mens mexicanske tortillas er meget tyndere og stoerre. Dertil kommer forbruget af chili. Generelt er guatemalansk mad ikke staerk, men assisteres ofte af en mere eller mindre staerk salsa eller frisk chili. Jeg har efterhaanden vaennet mig til at spise en del staerk salsa, og det var derfor naturligt for mig at tilfoeje salsa til min mad i Mexico. Salsaen adskilte sig ikke meget fra den guatemalanske salsa. Til gengaeld var min mad i forvejen godt krydret, og jeg fandt ud af, at jeg - paa trods varmen - var i stand til at svede endnu mere. Hvad jeg dog virkelig satte pris paa i Tapachula var de mange juicebarer. I Xela er der ikke samme "juice-kultur", saa naar jeg ikke drak vand eksperimenterede jeg med diverse juices.

"El Dia de los Muertes" - "Doedens dag"

"El Dia del Muerte" - ja, det er ikke fordi, at dagen var fuld med doedsfald, men faktisk er "El dia del Muerte" d. 2. november en dag, der glaedeligt fejres. Da jeg i foerste omgang hoerte om dagen, syntes jeg det var noget maerkeligt at fejre doeden, men for guatemalanerne er det en vigtig dag, hvor man tror paa, at de afdoedes sjaele besoeger familiernes hjem.

Dagen fejres blandt andet ved at spise fiambre - eftersigende aarets dyrereste maaltid. Fiambre er en salat bestaaende af alskens groentsager, forskellige slags chorizos, skinker, flaeskesvaer, blaekssprutter, makrel, chili, ost osv. Det lyder maaske som noget af en sammenblanding, men ikke desto mindre meget velsmagende og veltillavet - faktisk bruger familierne ofte flere dage paa at forberede fiambre.

Hermando gik op i drageflyvningen med
liv og sjael

Familierne moedes til frokost, hvor der bliver spist fiambre og talt om doed og overtro. Overtro fylder en hel del i guatemalanernes bevidsthed, og generelt er jeg faktisk overrasket over hvor mange spoegelseshistorier og skaebnehistorier, de fortaeller - og tror paa! I familien var Paula - familiens afdoede datter - det store samtaleemne. Der blev talt om sorte sommerfugle, der floej rundt paa doedsnatten, og ellers blev der grinet og lavet sjov, og indsaa hurtigt, at jeg min indstilling til denne dag var alt for alvorlig og serioes.

Om eftermiddagen tog vi ud paa kirkegaarden til Paulas gravsted. D. 1. og 2. november drager stoerstedelen af guatemalanerne til kirkegaarden med blomster for at mindes afdoede venner og slaegtninge. Kirkegaarden var der fyldt med blomster i alle mulige farver. Samtidig er det en tradition at flyve med drager og holde en slags picknic. Da der naesten var vindstille kaempede Miguel i lang tid sammen med sine to nevoeer, Hermando og Jose-Miguel med at faa dragen i vejret.

Francisco og Miriam - mine "foraeldre" - ved Paulas gravsted

Antigua

Jessica rejste tilbage til Buffalo soendag, og da hun skulle flyve fra Guatemala City, valgte vi at bruge loerdag i Antigua. Antigua er paa mange maader det helt modsatte af Xela:
- Arkitekturen: mange flotte kirker og hyggelige gader med huse bygget i kolonistil.

- Vejret: solskin og meget meget varmt! I Xela skinner solen, men sjaeldent hele dagen, og det kan vaere rigtig koldt om morgenen og aftenen. Da jeg rejste fra Xela var jeg derfor ifoert en varm troeje, jakke og halstoerklaede, hvilket bestemt ikke var noedvendigt i Antigua.

- Menneskerne: utroligt mange turister, hvorfor der de fleste steder blev talt mere engelsk end spansk.

- Prislejet: pga. af de mange turister var alt generelt noget dyrere end i Xela. I Xela er det f.eks. muligt at spise morgenmad for Q12 (= 8 kr.). Til sammenligning kostede samme type morgenmad i Antigua ca. Q40 (= 30 kr.). Efter at have vandret byen tynd, fandt vi dog nogle noget billigere alternativer.

- Trafikken: trafikken i Antigua var overraskende rolig, og generelt var der ikke mange biler og busser i gaderne. Det haenger muligvis sammen med, at Antigua ikke er stoerre end at det er muligt at bevaege sig rundt til fods.

Antigua er uden tvivl en meget hyggelig og charmerende by, og det var meget afslappende at bevaege sig rundt - der var hverken bilos eller agressive bilister/chauffoerer. Varmen havde vi dog svaert ved at vende os til, og da vi ikke havde medbragt sommertoej, var det heller ikke muligt at skifte. Svedende i vores lange bukser og varme toej, skilte vi os ogsaa en smule ud fra resten af turisterne - der generelt var ifoert korte shorts og soltoppe.

Hverdag i Xela

I takt med at jeg forstaar mere og mere spansk, og efterhaanden kommunikerer ganske smertefrit, bliver jeg ofte mindet om, at meget af det jeg tager forgivet, bestemt ikke er en selvfoelighed her. Mit spansk er dog stadig langt fra fuldendt, hvilket goer det noget vanskeligt at forklare, hvordan forskellige ting fungerer i Danmark
For
- hvorfor har mange huse i Danmark en kaelder?
Her i Guatemala har husene ikke kaeldre, og jeg det voldte mig en del problemer, at forklare fidusen i at have beboelse mere eller mindre under jorden, hvor der ikke er lys. At kaeldre faktisk bruges til beboelse - og ikke har til formaal at fungere som beskyttelsesrum under krig - var noget af en overraskelse for isaer min laerer, Oscar.
- Hvorfor drikker danske boern generalt ikke kaffe?
Her i Guatemala drikker alle kaffe - uanset alder. Dog er det for det meste nescafe med uendeligt meget sukker og gerne med et (ofte) toert, soedt stykke broed i. Da jeg fortalte, at jeg foerst laerte at drikke kaffe som 15-16-aarig, saa de noget maerkeligt paa mig, og taenkte uden tvivl, at jeg maatte have vaeret meget kraesen. For mig er det til gengaeld underligt, at guatemalanerne typisk drikke nescafe, naar nu Guatemala producerer noget af verdensbedste kaffe.
- Hvordan kan det vaere at det danske politi ikke er korrupt? - Har danskerne virkelig tillid til politiet?
Selvom politiet er meget synligt i gadebilledet - ofte spadserende rundt med store gevaerer - har ingen guatemalanere tillid til dem, og det er klart for enhver at politiet er meget korrupt. Da jeg fortalte, at danskerne ikke betaler politiet under bordet, hvis de vil have hjaelp af politiet, var deres naeste spoergsmaal saa: "hvordan har de saa raad til at leve?"- en politibetjents loen er generelt saa lav, at den ikke daekker udgifterne til forsoergelse af en familie.
- Hvorfor lever der ikke hunde i gaderne i Danmark?
Her i Xela er der hunde overalt - frie og mere eller mindre vilde gadehunde. Hundene var noget jeg skulle vaenne mig til i starten, men jeg fandt dog hurtigt ud af, at de - paa trods af arrig goen - helst undgaar at komme for taet paa mennesker. Hundene kan dog stadig give mig grund til at glo - forleden dag loeb en foedende taeve rundt i gaderne med en unge halvt haengende ud.
Jeg har desuden oplevet mit foerste "jordskaelv" - nogle svage rystelser - hvilket efterhaanden ogsaa var ved at vaere paa tide. Der har efterhaanden vaeret adskillige rystelser, mens jeg har vaeret i Xela - dog uden jeg har bemaerket noget som helst. Rystelserne skete, mens jeg sad i en af de lokale bybusser, og oplevede det mere som om buschaffoeren var helt umaadelig daarlig til gearskift, og i nogle minutter koerte bussen meget hakkende og usikkert. Foerst flere timer efter, da familien spurgte om jeg havde maerket rystelserne, indsaa jeg, at det faktisk var et lille jordskalv - og ikke en elendig chauffoer - der havde foraarsaget den mindre behagelige koeretur.
De sidste par dage har vi haft hoej solskin, og Jessica og jeg har vaeret paa rundt tur til naerliggende landsbyer, der bl.a. boed paa markeder, Centralamerikas aeldste kirke, rompoco og en kirke med en meget farverig facade.

Centralamerikas aeldste kirke

 

San Andres Xecul boed paa en kirke med en farvestraalende facade - resten af byen var til gengaeld kedelig og graa.

Rompoco er en populaer egnsdrik - meget soed og gul aeggesnaps, der efter sigende giver meget daarlig mave, hvis man drikker mere et enkelt glas.

Derudover  har vi udforsket Guatemalas natur til hest. Ingen af os var i stand til at styre hestene, hvilket betoed, at de loeb og spiste graes, naar de ville. Vores guide var ikke til meget hjaelp og foretrak at synge romantiske cowboy-sange og fortaelle os sin livshistorie. Vi klarede dog den 3-timer lange ridetur uden at falde af - en smuk naturoplevelse og et par oemme balder rigere.