Hverdag i Xela

I takt med at jeg forstaar mere og mere spansk, og efterhaanden kommunikerer ganske smertefrit, bliver jeg ofte mindet om, at meget af det jeg tager forgivet, bestemt ikke er en selvfoelighed her. Mit spansk er dog stadig langt fra fuldendt, hvilket goer det noget vanskeligt at forklare, hvordan forskellige ting fungerer i Danmark
For
- hvorfor har mange huse i Danmark en kaelder?
Her i Guatemala har husene ikke kaeldre, og jeg det voldte mig en del problemer, at forklare fidusen i at have beboelse mere eller mindre under jorden, hvor der ikke er lys. At kaeldre faktisk bruges til beboelse - og ikke har til formaal at fungere som beskyttelsesrum under krig - var noget af en overraskelse for isaer min laerer, Oscar.
- Hvorfor drikker danske boern generalt ikke kaffe?
Her i Guatemala drikker alle kaffe - uanset alder. Dog er det for det meste nescafe med uendeligt meget sukker og gerne med et (ofte) toert, soedt stykke broed i. Da jeg fortalte, at jeg foerst laerte at drikke kaffe som 15-16-aarig, saa de noget maerkeligt paa mig, og taenkte uden tvivl, at jeg maatte have vaeret meget kraesen. For mig er det til gengaeld underligt, at guatemalanerne typisk drikke nescafe, naar nu Guatemala producerer noget af verdensbedste kaffe.
- Hvordan kan det vaere at det danske politi ikke er korrupt? - Har danskerne virkelig tillid til politiet?
Selvom politiet er meget synligt i gadebilledet - ofte spadserende rundt med store gevaerer - har ingen guatemalanere tillid til dem, og det er klart for enhver at politiet er meget korrupt. Da jeg fortalte, at danskerne ikke betaler politiet under bordet, hvis de vil have hjaelp af politiet, var deres naeste spoergsmaal saa: "hvordan har de saa raad til at leve?"- en politibetjents loen er generelt saa lav, at den ikke daekker udgifterne til forsoergelse af en familie.
- Hvorfor lever der ikke hunde i gaderne i Danmark?
Her i Xela er der hunde overalt - frie og mere eller mindre vilde gadehunde. Hundene var noget jeg skulle vaenne mig til i starten, men jeg fandt dog hurtigt ud af, at de - paa trods af arrig goen - helst undgaar at komme for taet paa mennesker. Hundene kan dog stadig give mig grund til at glo - forleden dag loeb en foedende taeve rundt i gaderne med en unge halvt haengende ud.
Jeg har desuden oplevet mit foerste "jordskaelv" - nogle svage rystelser - hvilket efterhaanden ogsaa var ved at vaere paa tide. Der har efterhaanden vaeret adskillige rystelser, mens jeg har vaeret i Xela - dog uden jeg har bemaerket noget som helst. Rystelserne skete, mens jeg sad i en af de lokale bybusser, og oplevede det mere som om buschaffoeren var helt umaadelig daarlig til gearskift, og i nogle minutter koerte bussen meget hakkende og usikkert. Foerst flere timer efter, da familien spurgte om jeg havde maerket rystelserne, indsaa jeg, at det faktisk var et lille jordskalv - og ikke en elendig chauffoer - der havde foraarsaget den mindre behagelige koeretur.
De sidste par dage har vi haft hoej solskin, og Jessica og jeg har vaeret paa rundt tur til naerliggende landsbyer, der bl.a. boed paa markeder, Centralamerikas aeldste kirke, rompoco og en kirke med en meget farverig facade.

Centralamerikas aeldste kirke

 

San Andres Xecul boed paa en kirke med en farvestraalende facade - resten af byen var til gengaeld kedelig og graa.

Rompoco er en populaer egnsdrik - meget soed og gul aeggesnaps, der efter sigende giver meget daarlig mave, hvis man drikker mere et enkelt glas.

Derudover  har vi udforsket Guatemalas natur til hest. Ingen af os var i stand til at styre hestene, hvilket betoed, at de loeb og spiste graes, naar de ville. Vores guide var ikke til meget hjaelp og foretrak at synge romantiske cowboy-sange og fortaelle os sin livshistorie. Vi klarede dog den 3-timer lange ridetur uden at falde af - en smuk naturoplevelse og et par oemme balder rigere.

Regnvejr

I denne uge har det ikke blot regnet om eftermiddagen, som det normalt goer. Paa naer om natten har det regnet mere eller mindre konstant de sidste fire dage, hvilket ikke har indbudt til meget andet end indendoersaktiviteter. Til gengaeld er der kommet en ny spanskstuderende hos familien, hvor jeg bor, og vi har derfor kunne underholde hinanden. Jessica er en 25-aarig afroamerikaner fra Bufalo og et hoved lavere en mig. Vi er med andre ord et lidt umage par, naar vi gaar rundt i Xelas gader - jeg, hoej og bleg og Jessica, lille og moerk - begge talende vores mere eller mindre forstaalige spansk.
Natten til onsdag og hele den efterfoelgende dag silede det ned, og mange lavtliggende gader var helt eller delvist oversvoemmede. Det var umuligt at bevaege sig omkring, hvorfor spanskundervisningen ogsaa var aflyst. Vi kunne derfor blot sidde i huset - glade for at vi bor paa toppen af en bakke - og lytte til nyhederne i radioen. Til trods for at jeg ikke forstod alt hvad der blev sagt, stod det dog hurtigt klart, at regnskaderne i det centrale Xela var barnemad i forhold til skaderne i de naertliggende landsbyer. Her havde regnen medfoert jordskred, og flere bygninger var totaltsmadrede. I loebet af formiddagen steg antallet af omkomne, og alene i Almolonga - en landsby 10 km fra Xela - omkom 16 mennesker.
Om eftermiddagen, da regnen var blevet til dryp, udforskede jeg en lavtliggende bydel i naerheden af vores hus. Ingen mennesker var kommet alvorligt til skade, men til gengaeld skovlede folk mudder som gale eller roede rundt i hvad der udgjorde det for at vaere en baad.

Paa grund af den sidste tids enorme vandmasser har vi brugt meget tid indendoers, hvilket samtidig har givet anledning til nogle interessante samtaler bl.a. om homoseksuelle. Da Guatemala er et noget mandsdomineret land, kom det derfor ikke som den store overraskelse for mig at baade Francisco, Miguel og Matias tager staerkt afstand fra homoseksuelle, og der er f.eks. nogle frisoere og toejbutikker, som man ikke besoeger, hvis man oensker at fremstaa som en rigtig mand. Hvor graensen gaar mellem at vaere "hombre hombre" (= maskulin mand) og "mujer hombre" (= feminin mand/boesse) har jeg dog ikke helt fattet, for f.eks. farver Francisco sit haar, fordi han synes det er grimt med graat haar. Det er efterfoelgende gaaet op for mig at naesten ingen guatemalanske maend har graat haar. Tilsyneladende er det ikke et feminint tegn, da de goer det selv og ikke hos frisoeren. Samtidig laegger Francisco ikke skjul paa, at han er meget interesseret i mine cremer og haarprodukter og meget gerne vil have at jeg sender ham en rynkecreme, naar jeg er tilbage i Danmark. Ja, hvordan guatemalanerne skelner mellem "rigtige maend" og boesser, ved jeg simpelthen ikke - men okay, det er heller ikke saa vigtigt for mig.

Fodboldkamp, gudstjeneste osv.

Jeg har efterhaanden oplevet mere end ti "desfiles" (optog med spillende skoleboern), og er ikke laengere helt saa begejstret for dem - dels fordi de ofte spiller en smule falsk og dels fordi de fylder hele gaden, og det derfor mere eller mindre er umuligt at komme vaek, naar man foerst er iblandt tilskuerne. Jeg har desuden lidt svaert ved at forstaa, at folk kan blive staaende samme sted - som regel i flere timer - for at opleve, hvad der for mig, blot er den samme optraeden. Forleden var der desfiles i forbindelse med en katolsk ceremoni. Jeg forstod aldrig helt aarsagen, men optoget i Parque Central boed baade spillende skoleelever, religioest optog med en baare fuld af blomster, samt fyrvaerkeri, der mest af alt mindede om kanonslag.

Fyrvaerkeri - eller smaa kanonslag til aere for en helgen

Til gengaeld tror jeg ikke, at jeg lige med det samme bliver traet af at besoege lokale markeder. Med spanskskolen besoegte vi fredag San Francisco el Alto, der har et af Mellemamerikas stoerste markeder - faktisk var samtlige gader i byen fyldt op med boder og stande. Paa byens torv blev der solgt husdyr - alt fra kanariefugle og kaniner til koer og grise.







 Ellers har ture med spanskskolen budt paa lidt af hvert - f.eks besoeg paa Xelas kirkegaard, chocolateria og en form for religios sekt, San Simon i Zunil. Her tilbeder man en spanskudseende mand, udhugget i trae, ved at give ham alkohol og tobak. Helt bogstaveligt haelder de alkohol (det bedste er kvalitetsrom) ned i halsen paa traemanden og putter enten taendte cigaretter eller cigarer i munden paa ham, hvorefter de beder. Det er desuden helt normalt at bede om, at ulykker indtraeffer for ens fjender.

Laguna de Chicabal

I weekenderne staar vi som regel selv for aktiviteter, og for et par uger tog vi - i alt fire spanskelever - til Volcán Laguna Chicabal - en vulkan med soe paa toppen. Selve bestigningen af vulkanen gik forholdsvist smertefrit, da den ikke er mere end 2700 m, og udsigten ved soen var imponerende. Vi noed solskinsvejret om tog os god tid til at vandre rundt om soen. Vi havde dog ikke overvejet at bestigningen op fra krateret ville  vaere en stoerre udfordring. Da vi ankom til soen havde vi endnu ikke vaeret paa det hoejeste punkt paa vulkanen, hvor der var et udkigstaarn, men vi havde ikke forventet det ville befinde sig meget hoejere end det vi allerede havde bestiget. Vi tog dog alvorligt fejl: hvad vi troede var en kort, men stejl trappe viste sig at vaere en meget meget lang trappe, og paa trods af et ellers rask tempo brugte vi mere end en halv time paa at komme op ad hvad der syntes som en uendelig trappe. Da vi endelig naaede toppen og udkigstaarnet, ventede os kun skyer og taage - noget af et antiklimaks, da det var umuligt at se noget som helst.
Soendag var en var en noget begivenhedsrig dag for mig. Loerdag havde familien spurgt om jeg ville gaa med dem til gudstjeneste i kirken soendag morgen. For snart tre aar siden mistede de deres aeldste datter, der doede af kraeft, saa efter gudstjenesten ville de besoege kirkegaarden. Af baade nysgerrighed og respekt for familien sagde jeg derfor ja til at gaa med i kirke. Kl. 6 om morgenen begav vi os derfor hen til Xelas store katedral. Paa trods af det - for mig - noget tidlige tidspunkt var katedralen fuld af mennesker, og vi fik kun med noed og naeppe klemt os sammen langs vaeggen. Det var altsammen interessant, og jeg forsoegte saa godt jeg kunne at rejse mig, saette mig paa knae og hilse paa omkringstaaende mennesker ved at give kram, paa samme tid som resten af menigheden.
Efter gudstjenesten gik vi til kirkegaarden, hvor familiens to schaeferhunde ogsaa var med. I modsaetning til i kirken var stemningen nu meget mere afslappet, og der var tid til baade sjov og leg med hundene paa kirkegaarden, mens Miriam og Carmen ordnede blomster til gravstedet.

Fra venstre: Matias, Miguel (blaa t-shirt) og Francisco

Derefter hentede vi bedstemoren (abuelita) - en meget lille dame paa mere end 90 - og hun spiste morgenmad sammen med os. Efter morgenmaden, som vi foerst spiste kl. 11, tog Francisco, Matias, Miguel og jeg til fodboldkamp paa stadion. Selvom det fodboldmaessigt langt fra var noget koent syn, var stemningen til gengaeld fascinerende. Stort set samtlige tilskuere (hovedsageligt maend) kom konstant med tilraab, opfordringer og forbandede spillere, traenere og dommer til hele kampen igennem. I forhold til gudstjenesten nogle timer tidligere, hvor de samme folk havde vaeret dybt serioese, saa var deres opfoersel nu aendret radikalt - og paa trods af at jeg ikke forstod meget af det, der blev raabt, er jeg ikke i tvivl om, at det hovedsageligt bestod af grove bandeord. Med mere held end forstand vandt Xela kampen, og der var en naesten euforisk stemning paa stadion.