Lago de Atitlán skulle eftersigende vaere verdens smukkeste soe. Om det er sandt vil jeg ikke udtale mig om, men smuk skal der ikke herske tvivl om, at den er. 
Loerdag morgen tog Jessica - en ny amerikansk spanskelev, der bor i samme hus som mig - til Lago de Atitlán. Turen gik med chicken bus og jo naermere vi kom Lago de Atitlàn jo varmere blev der. Samtidig steg flere og flere mennesker paa bussen, der hurtig blev godt proppet. I en lille landsby stoedte vi ind i problemer. Da der var fest i landsbyen,var den ene side af vejen spaerret af, og der var derfor kun en bil ad gangen, der kunne passere. Dels paa grund af staedighed, dels paa grund af nogle meget urealistiske ideer om, hvor meget en pickup og en bus fylder, brugte vi mere end en time i landsbyen - uden nogen rykkede sig det mindste. I over en halv time forsoegte vores bus at passere en modkoerende pickup, hvilket de til sidst indsaa var umuligt. Derefter brugte de en god tid paa at diskutere hvem, der saa skulle vige pladsen, men til sidst lykkedes det da at komme videre mod Lago de Atilàn.
I Panajachel -den stoerste by ved Lago de Atitlàn - besoegte vi et naturreservat med sommerfugle, aber og zip lines. Hen paa aftenen sejlede vi med en baad tvaers over soeen til San Pedro, hvor vi hurtigt fandt et hotel, og derefter brugte - hvad for os foeltes som - uendeligt lang tid paa at finde et sted at spise. Det lykkedes dog omsider, og vi kunne maette og traette gaa i seng og vaagne op til alletiders udsigt over Lago de Atitlàn.
Efter en god omgang morgenmad sejlede vi videre til San Marcos, hvor vi fandt ud af, at det var muligt at springe i vandet fra en platform i ca. 6 meters hoejde. Vi brugte resten af formiddagen paa at bade/springe fra klipper, hvorefter vi maatte vende snuden mod Xela og sejle tilbage til Panajachel for at tage en bus videre.
 |
| Jessica og jeg klar til zip-line |
 |
| Naturreservatet boed bl.a. paa haengebroer, vandfald og aber |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar