Fodboldkamp, gudstjeneste osv.

Jeg har efterhaanden oplevet mere end ti "desfiles" (optog med spillende skoleboern), og er ikke laengere helt saa begejstret for dem - dels fordi de ofte spiller en smule falsk og dels fordi de fylder hele gaden, og det derfor mere eller mindre er umuligt at komme vaek, naar man foerst er iblandt tilskuerne. Jeg har desuden lidt svaert ved at forstaa, at folk kan blive staaende samme sted - som regel i flere timer - for at opleve, hvad der for mig, blot er den samme optraeden. Forleden var der desfiles i forbindelse med en katolsk ceremoni. Jeg forstod aldrig helt aarsagen, men optoget i Parque Central boed baade spillende skoleelever, religioest optog med en baare fuld af blomster, samt fyrvaerkeri, der mest af alt mindede om kanonslag.

Fyrvaerkeri - eller smaa kanonslag til aere for en helgen

Til gengaeld tror jeg ikke, at jeg lige med det samme bliver traet af at besoege lokale markeder. Med spanskskolen besoegte vi fredag San Francisco el Alto, der har et af Mellemamerikas stoerste markeder - faktisk var samtlige gader i byen fyldt op med boder og stande. Paa byens torv blev der solgt husdyr - alt fra kanariefugle og kaniner til koer og grise.







 Ellers har ture med spanskskolen budt paa lidt af hvert - f.eks besoeg paa Xelas kirkegaard, chocolateria og en form for religios sekt, San Simon i Zunil. Her tilbeder man en spanskudseende mand, udhugget i trae, ved at give ham alkohol og tobak. Helt bogstaveligt haelder de alkohol (det bedste er kvalitetsrom) ned i halsen paa traemanden og putter enten taendte cigaretter eller cigarer i munden paa ham, hvorefter de beder. Det er desuden helt normalt at bede om, at ulykker indtraeffer for ens fjender.

Laguna de Chicabal

I weekenderne staar vi som regel selv for aktiviteter, og for et par uger tog vi - i alt fire spanskelever - til Volcán Laguna Chicabal - en vulkan med soe paa toppen. Selve bestigningen af vulkanen gik forholdsvist smertefrit, da den ikke er mere end 2700 m, og udsigten ved soen var imponerende. Vi noed solskinsvejret om tog os god tid til at vandre rundt om soen. Vi havde dog ikke overvejet at bestigningen op fra krateret ville  vaere en stoerre udfordring. Da vi ankom til soen havde vi endnu ikke vaeret paa det hoejeste punkt paa vulkanen, hvor der var et udkigstaarn, men vi havde ikke forventet det ville befinde sig meget hoejere end det vi allerede havde bestiget. Vi tog dog alvorligt fejl: hvad vi troede var en kort, men stejl trappe viste sig at vaere en meget meget lang trappe, og paa trods af et ellers rask tempo brugte vi mere end en halv time paa at komme op ad hvad der syntes som en uendelig trappe. Da vi endelig naaede toppen og udkigstaarnet, ventede os kun skyer og taage - noget af et antiklimaks, da det var umuligt at se noget som helst.
Soendag var en var en noget begivenhedsrig dag for mig. Loerdag havde familien spurgt om jeg ville gaa med dem til gudstjeneste i kirken soendag morgen. For snart tre aar siden mistede de deres aeldste datter, der doede af kraeft, saa efter gudstjenesten ville de besoege kirkegaarden. Af baade nysgerrighed og respekt for familien sagde jeg derfor ja til at gaa med i kirke. Kl. 6 om morgenen begav vi os derfor hen til Xelas store katedral. Paa trods af det - for mig - noget tidlige tidspunkt var katedralen fuld af mennesker, og vi fik kun med noed og naeppe klemt os sammen langs vaeggen. Det var altsammen interessant, og jeg forsoegte saa godt jeg kunne at rejse mig, saette mig paa knae og hilse paa omkringstaaende mennesker ved at give kram, paa samme tid som resten af menigheden.
Efter gudstjenesten gik vi til kirkegaarden, hvor familiens to schaeferhunde ogsaa var med. I modsaetning til i kirken var stemningen nu meget mere afslappet, og der var tid til baade sjov og leg med hundene paa kirkegaarden, mens Miriam og Carmen ordnede blomster til gravstedet.

Fra venstre: Matias, Miguel (blaa t-shirt) og Francisco

Derefter hentede vi bedstemoren (abuelita) - en meget lille dame paa mere end 90 - og hun spiste morgenmad sammen med os. Efter morgenmaden, som vi foerst spiste kl. 11, tog Francisco, Matias, Miguel og jeg til fodboldkamp paa stadion. Selvom det fodboldmaessigt langt fra var noget koent syn, var stemningen til gengaeld fascinerende. Stort set samtlige tilskuere (hovedsageligt maend) kom konstant med tilraab, opfordringer og forbandede spillere, traenere og dommer til hele kampen igennem. I forhold til gudstjenesten nogle timer tidligere, hvor de samme folk havde vaeret dybt serioese, saa var deres opfoersel nu aendret radikalt - og paa trods af at jeg ikke forstod meget af det, der blev raabt, er jeg ikke i tvivl om, at det hovedsageligt bestod af grove bandeord. Med mere held end forstand vandt Xela kampen, og der var en naesten euforisk stemning paa stadion.