La feria og frisoer

Hele sidste uge stod i festens tegn, da 15. september er nationaldag i Guatemala. Mange skoler, butikker osv. var lukkede, men til gengaeld var der en hel del aktiviteter i gaderne. Jeg havde dog fortsat spanskundervisning om formiddagen, hvilket jeg var ret saa glad for, da jeg de seneste uger - forstaerket efter turen til Tajumulcu - har foelt mig temmelig sprogforvirret - mine tanker er konstant en blanding af spansk, engelsk, dansk og tysk! Jeg blev derfor baade overrasket og glad, da Francisco under frokosten sagde, at mit spansk var blevet meget bedre. Det gjorde mig samtidig en smule (over)modig, og da jeg om eftermiddagen kom forbi en frisoer, blev jeg enig med mig selv om, at det var paa hoeje tid at blive klippet. Jeg foelte mig overbevist om, at jeg var i stand til at forklare, hvordan jeg oenskede at blive klippet, og da der oveni koebet hang fotografier af forskellige frisurer paa vaeggene, saa jeg overhovedet ingen problemer. Efter at have peget, vist og forklaret, satte jeg mig derfor roligt tilbage i stolen, koncentreret om at tale med frisoeren, der plaprede loes. Saksen, som hun brugte, mindede mest af alt om en papirsaks til boern, hvilket nok burde have faaet mig til at holde lidt noejere oeje med, hvad praecis frisoeren lavede, men da jeg samtidig ikke havde mulighed for at se mig selv - eller mit haar - i spejlet, da der stod en dukke foran, gik jeg mere op i at forklare hende, at jeg hverken er gift eller har boern - paa trods af at jeg er 20 aar.

Jeg fik dog noget af et chok, da jeg saa, hvor meget haar, der laa paa gulvet - tydeligvis mere end bare spidserne! Frisoeren var til gengaeld meget stolt, da hun gav mig et spejl og hentede samtidig sin mor, saa vi kunne blive fotograferet sammen. Selv vidste jeg ikke helt om jeg skulle grine eller graede over kun at have 10 cm haar tilbage. Efter at have vaennet mig til det, har det dog vist jeg at vaere ganske praktisk.
Min laerer, Mario fortalte mig desuden senere, at damefrisoerer sjaeldent klipper korte frisurer, da samtlige kvinder har langt haar, saa om min frisoer med vilje har misforstaaet mig og taenkt, at nu havde hun chancen for at klippe en ny frisure paa en turist, der naeppe ville komme tilbage - ja, det ved jeg ikke.  

Onsdag d. 14. september var ugens hoejdepunkt. I loebet af dagen loeb grupper af piftende boern og unge - der enten repraesenterede forskellige guatemalanske byer eller andre mellemamerikanske lande - gennem gaderne med fakler, hvorefter de samledes i Parque Central. Der er normalt en del mennesker, madboder osv. i og omkring Parque Central, men denne dag var parken proppet med mennesker, og der kom kun flere og flere mennesker til i loebet af eftermiddagen. Familien havde fortalt mig, at det helt store optog af spillende skoleboern ville starte kl. 15.30 og foregaa i 12. avenida. Da kl. var 16.15 og jeg stadig ikke havde set noget, der kunne minde om et optog, begyndte jeg at tro at jeg maatte have misforstaaet noget, og jeg derfor havde misset optoget. Det aergrede mig en del, da det er noget folk har snakket meget om. Kort tid efter kunne jeg dog hoere musik, og jeg begyndte at gaa efter lyden, og ud fra alle de mennesker der stod samlet i gaderne, naermede jeg mig tydeligvis "desfiles". Havde det ikke vaeret, fordi jeg mere eller mindre er et hoved hoejere end de fleste guatemalanere, så havde jeg ikke vaeret i stand til at se noget som helst, men paa grund af min hoejde havde jeg glimrende udsyn til hvad, der ikke kun var spillende boern - men ogsaa dansende piger, marcherende drenge og "skoenhedsdronninger", der hver i saer repraesenterede en skole. Optoget gik meget langsomt fremad, hvilket tilsyneladende medvirkede til den skredne tidsplan. Efter en times tid, hvor jeg havde observeret mange forskellig musikgenre (alt fra Lady Gaga til Guatemalas nationalsang) blive spillet paa trommer, xylofoner, trompeter mm, blev det for mig en smule ensformigt, og jeg valgte at gaa i den modsatte retning af optoget for at opleve "det hele". Efter at have gaaet i tre kvarter opgav jeg dog, da optoget saa ud til at straekke sig i det uendelige.

Kl. 22 tog Matias og jeg til en stor gadekoncert, hvor flere forskellige guatemalanske bands spillede. Paa vejen krydsede vi 12. avenida, hvor optoget med spillende og dansende boern stadigvaek var i gang! Da vi naaede frem til koncertomraadet, herskede en naermest euforisk festivalsstemning, hvilket ledte mine tanker hen paa Roskilde Festival. Vi moedtes med Carmen og deres venner, der var i hoejt humoer og hoppede og dansede - saa godt som det nu var muligt - til de forskellige koncerter. Selvom der var adskillige oelboder, var de faerreste mennesker fulde. Det forhindrede dem dog ikke i at feste igennem - saerligt da Malacates (Guatemalas stoerste rockband) gik paa scenen, var alle helt oppe at koere og piftede, klappede og sang.