Min japanerven, Issei er rejst videre, og da Takumi ikke er meget til naturoplevelser, maatte jeg jo opsoege andre med samme interesser. Det gik dog nemt via Quetzaltrekkers - en voluntoergruppe, der donerer overskuddet fra hikes og treks til en lokal skole - og min weekend var hermed booket op med bestigning af Tajumulcu (4220 m) - det hoejeste punkt i Mellemamerika.
Fredag eftermiddag moedtes vi i vores "hikinggruppe" - bestaaende af to tyskere, en fyr fra Mallorca og to guides - hvor vi fik udleveret alt noedvendigt udstyr inklusiv skijakker, doneret af en scweizisk skiskole.
Loerdag morgen kl. 4.45 begav vi os af sted mod Tajumulcu - ca. 3 timers bustur vaek. Paa grund af det - for mig - meget tidlige tidspunkt, havde jeg sat naesen op efter en lur i bussen. Det kunne jeg dog hurtigt skyde en hvid pil efter: paa trods af at klokken kun var 5.30, blev bussen hurtigt proppet med mennesker - og at sidde tre personer presset sammen paa et bussaede med en ikke helt vellugtende mand paa den ene side, gjorde det umuligt at sove. Til gengaeld var jeg saa vaagen til at opleve en imponerende udsigt over bjerge og vulkaner.
Efter bussturen og morgenmad hos en lokal comedor, begyndte vores vandring mod Tajumulcus top. I selskab med rare mennesker gik vandringen opad overraskende let, selvom meget taage og dis gjorde det umuligt at se hvor toppen af vulkanen egentlig var.
Vi naaede pladsen til campering (400 m fra toppen) efter 5 timers vandring - og vel at maerke, foer det begyndte at regne. Vi kunne derfor slaa teltet op og spise frokost i ro og mag, foer vi kroeb i skjul for regnen og fik os en tiltraengt lur. Herefter hoerte regnen op og vi kunne spise aftensmad udendoers. Vi havde dog paa intet tidspunkt set solen paa Tajumulcu, og vi kunne kun krydse fingre for, at vejret ville vaere klart ved solopgang, foer vi igen kroeb i soveposerne. Kl. 3.30 kravlede vi atter ud af teltet, klar til at vandre de sidste 400 m i kulde og moerke. Og vi var heldige: en skyklar stjernehimmel ventede os!
At vandre/klatre opad i buldermoerke kun med lommelygte var baade en smule skraemmende og meget smukt, da vi havde udsigt til lysene fra de omkringliggende landsbyer.
Da vi naaede toppen kunne vi igen krybe i vores medbragte soveposer og blot vente paa en storslaaet solopgang.
Ifoert ens skiskolejakker kunne vi naesten goere os ud som en scweizisk skiskole.
Herefter begyndte nedstigningen - og med klart vejr og solskin havde vi udsigt til baade Mexicos bjerge og Volcan Santa Maria. Tilbage ved lejrpladsen kunne vi nyde en dejlig varm portion mosh (meget lig havregroed). Nedstigningen gik ganske smertefrit med flere smaa pauser,hvor det var muligt at nyde udsigten. Ved foden af vulkanen ventede en dejlig frokost hos en lokal comedor, og vi tog maette og traette bussen mod Xela. Saa snart vi ankom til Xela begyndte det at regne - faktisk styretede det ned, og vi maatte loebe gennem by med alt vores oppakning. I Quetzaltrekkers kontor blev alt laant grej afleveret, hvorfor jeg kun havde et par shorts og en t-shirt tilbage. På turen hjem til familiens hus foelte jeg mig derfor som den mest idiotiske turist - vadende gennem Xela i shorts og t-shirt i oesende regnvejr! Folk havde bestemt god grund til at glo dumt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar