La feria og frisoer

Hele sidste uge stod i festens tegn, da 15. september er nationaldag i Guatemala. Mange skoler, butikker osv. var lukkede, men til gengaeld var der en hel del aktiviteter i gaderne. Jeg havde dog fortsat spanskundervisning om formiddagen, hvilket jeg var ret saa glad for, da jeg de seneste uger - forstaerket efter turen til Tajumulcu - har foelt mig temmelig sprogforvirret - mine tanker er konstant en blanding af spansk, engelsk, dansk og tysk! Jeg blev derfor baade overrasket og glad, da Francisco under frokosten sagde, at mit spansk var blevet meget bedre. Det gjorde mig samtidig en smule (over)modig, og da jeg om eftermiddagen kom forbi en frisoer, blev jeg enig med mig selv om, at det var paa hoeje tid at blive klippet. Jeg foelte mig overbevist om, at jeg var i stand til at forklare, hvordan jeg oenskede at blive klippet, og da der oveni koebet hang fotografier af forskellige frisurer paa vaeggene, saa jeg overhovedet ingen problemer. Efter at have peget, vist og forklaret, satte jeg mig derfor roligt tilbage i stolen, koncentreret om at tale med frisoeren, der plaprede loes. Saksen, som hun brugte, mindede mest af alt om en papirsaks til boern, hvilket nok burde have faaet mig til at holde lidt noejere oeje med, hvad praecis frisoeren lavede, men da jeg samtidig ikke havde mulighed for at se mig selv - eller mit haar - i spejlet, da der stod en dukke foran, gik jeg mere op i at forklare hende, at jeg hverken er gift eller har boern - paa trods af at jeg er 20 aar.

Jeg fik dog noget af et chok, da jeg saa, hvor meget haar, der laa paa gulvet - tydeligvis mere end bare spidserne! Frisoeren var til gengaeld meget stolt, da hun gav mig et spejl og hentede samtidig sin mor, saa vi kunne blive fotograferet sammen. Selv vidste jeg ikke helt om jeg skulle grine eller graede over kun at have 10 cm haar tilbage. Efter at have vaennet mig til det, har det dog vist jeg at vaere ganske praktisk.
Min laerer, Mario fortalte mig desuden senere, at damefrisoerer sjaeldent klipper korte frisurer, da samtlige kvinder har langt haar, saa om min frisoer med vilje har misforstaaet mig og taenkt, at nu havde hun chancen for at klippe en ny frisure paa en turist, der naeppe ville komme tilbage - ja, det ved jeg ikke.  

Onsdag d. 14. september var ugens hoejdepunkt. I loebet af dagen loeb grupper af piftende boern og unge - der enten repraesenterede forskellige guatemalanske byer eller andre mellemamerikanske lande - gennem gaderne med fakler, hvorefter de samledes i Parque Central. Der er normalt en del mennesker, madboder osv. i og omkring Parque Central, men denne dag var parken proppet med mennesker, og der kom kun flere og flere mennesker til i loebet af eftermiddagen. Familien havde fortalt mig, at det helt store optog af spillende skoleboern ville starte kl. 15.30 og foregaa i 12. avenida. Da kl. var 16.15 og jeg stadig ikke havde set noget, der kunne minde om et optog, begyndte jeg at tro at jeg maatte have misforstaaet noget, og jeg derfor havde misset optoget. Det aergrede mig en del, da det er noget folk har snakket meget om. Kort tid efter kunne jeg dog hoere musik, og jeg begyndte at gaa efter lyden, og ud fra alle de mennesker der stod samlet i gaderne, naermede jeg mig tydeligvis "desfiles". Havde det ikke vaeret, fordi jeg mere eller mindre er et hoved hoejere end de fleste guatemalanere, så havde jeg ikke vaeret i stand til at se noget som helst, men paa grund af min hoejde havde jeg glimrende udsyn til hvad, der ikke kun var spillende boern - men ogsaa dansende piger, marcherende drenge og "skoenhedsdronninger", der hver i saer repraesenterede en skole. Optoget gik meget langsomt fremad, hvilket tilsyneladende medvirkede til den skredne tidsplan. Efter en times tid, hvor jeg havde observeret mange forskellig musikgenre (alt fra Lady Gaga til Guatemalas nationalsang) blive spillet paa trommer, xylofoner, trompeter mm, blev det for mig en smule ensformigt, og jeg valgte at gaa i den modsatte retning af optoget for at opleve "det hele". Efter at have gaaet i tre kvarter opgav jeg dog, da optoget saa ud til at straekke sig i det uendelige.

Kl. 22 tog Matias og jeg til en stor gadekoncert, hvor flere forskellige guatemalanske bands spillede. Paa vejen krydsede vi 12. avenida, hvor optoget med spillende og dansende boern stadigvaek var i gang! Da vi naaede frem til koncertomraadet, herskede en naermest euforisk festivalsstemning, hvilket ledte mine tanker hen paa Roskilde Festival. Vi moedtes med Carmen og deres venner, der var i hoejt humoer og hoppede og dansede - saa godt som det nu var muligt - til de forskellige koncerter. Selvom der var adskillige oelboder, var de faerreste mennesker fulde. Det forhindrede dem dog ikke i at feste igennem - saerligt da Malacates (Guatemalas stoerste rockband) gik paa scenen, var alle helt oppe at koere og piftede, klappede og sang.

Valg og valgkamp

Siden jeg ankom til Xela, har valgkampen koert paa hoejtryk, og det har ikke vaeret muligt at faerdes i byen uden at moede adskillige pickups med megafoner paa taget, enten spillende politiske slagsange (der daekker mange genre - alt fra klassisk guatemalansk musik til amerikanskinspireret pop) eller reklamerende med diverse valgloefter. Samtidig er jeg naermest blevet overdynget med flyers, taendstikker og andre gadgets - selvom det jo er tydeligt for alle, at jeg ikke er i stand til at stemme til det guatemalanske praesidentvalg. Alt i alt har det dog vaeret meget interessant at observere de mange forskellige initiativer, som partierne har brugt under valgkampen - paa vej til Chichicastenango overhalede vi f.eks. et optog paa omkring 100 pickups med flag, mikrofoner og udklaedte folk presset sammen ladene. Derudover har jeg adskillige gange faaet et mindre chok, da der hyppigt er blevet skudt fyrvaerkeri af i gaderne - ogsaa som en del af valgkampen.
Familien, som jeg bor ved, har endnu en datter, der er gift og har tre boern. Hendes familie spiser af og til frokost sammen med os andre, og saa skal jeg lige love for, at der bliver diskuteret politik! Alle taler utrolig hoejt og hurtigt, og jeg er ikke i stand til at opfange andet end politikernes navne. Det er dog forstaaeligt nok, at de hidser sig op: en praesidentkandidat lover at skaffe fodbold-VM til Guatemala (det er vaerd at bemaerke, at Guatemala aldrig har kvalificeret sig til VM), mens en anden praesidentkandidat oensker at skifte fattigpakkerne (bestaaende af ris, boenner, majs og andre basale foedvarer) ud med sukker og maelk - valgloefter, der for mig er helt hen i vejret.

Farven orange - Partido Patriota - har vaeret gennemgaaende i bybilledet - eftersigende skulle praesidentkandidaten, Perez Molina ogsaa have brugt omkring 6 mio dollars paa valgkampen, hvilket er rigtig mange penge i Guatemala.

Soendag d. 11. september oprandt valgdagen saa, og samtlige skoler og lignende offentlige bygninger var indrettet som valgsteder. Ud fra et noget indviklet system (som jeg ikke fattede fidusen ved), var samtlige stemmeberettigede borgere tildelt et bestemt valgsted, hvilket betoed, at Matias, Miguel, Carmen, Francisco og Miriam skulle stemme forskellige steder.

Paa trods af de mange valgsteder, stod folk i lange koer fra kl. 6 til kl. 18. Aarsagen til de meget lange koer forstod jeg hurtigt, da jeg senere paa dagen besoegte flere af valgstederne: for at stemme, maatte guatemalanerne igennem flere sikkerhedstjek for at paavise deres identitet, hvilket bl.a. indebar, at alle skulle afgive fingeraftryk. Valgstederne udviklede sig desuden hurtigt til sociale samlingspunkter, hvor mange saa sit snit til at opstille frugt-, slik- og madboder, og uden for skolerne herskede en begejstret feststemning.

Gennem hele valgkampen har Partido Patriota vaeret foerende, og det var da ogsaa Otto Perez Molina der vandt valget. Det er ret saa tankevaekkende, at en meget aktiv valgkampagne (med letpaaklaedte damer, musik osv) har faaet saa mange guatemalanere til at glemme, at Perez Molina var en ledende general under borgerkrigen (der sluttede i 1996), og har adskillige lig (isaer fra den oprindelige befolkning) paa samvittigheden.
Det er dog endnu ikke afgjort, om Otto Perez Molina bliver Guatemalas naeste praesident. D. 6. november afholdes det endelige valg, der står mellem Otto Perez og Manuel Baldizón - de to kandidater med flest stemmer til dette valg.

Volcan Tajumulcu - det hoejeste punkt i Mellemamerika

Min japanerven, Issei er rejst videre, og da Takumi ikke er meget til naturoplevelser, maatte jeg jo opsoege andre med samme interesser. Det gik dog nemt via Quetzaltrekkers - en voluntoergruppe, der donerer overskuddet fra hikes og treks til en lokal skole - og min weekend var hermed booket op med bestigning af Tajumulcu (4220 m) - det hoejeste punkt i Mellemamerika.

Fredag eftermiddag moedtes vi i vores "hikinggruppe" - bestaaende af to tyskere, en fyr fra Mallorca og to guides - hvor vi fik udleveret alt noedvendigt udstyr inklusiv skijakker, doneret af en scweizisk skiskole.

Loerdag morgen kl. 4.45 begav vi os af sted mod Tajumulcu - ca. 3 timers bustur vaek. Paa grund af det - for mig - meget tidlige tidspunkt, havde jeg sat naesen op efter en lur i bussen. Det kunne jeg dog hurtigt skyde en hvid pil efter: paa trods af at klokken kun var 5.30, blev bussen hurtigt proppet med mennesker - og at sidde tre personer presset sammen paa et bussaede med en ikke helt vellugtende mand paa den ene side, gjorde det umuligt at sove. Til gengaeld var jeg saa vaagen til at opleve en imponerende udsigt over bjerge og vulkaner.

Efter bussturen og morgenmad hos en lokal comedor, begyndte vores vandring mod Tajumulcus top. I selskab med rare mennesker gik vandringen opad overraskende let, selvom meget taage og dis gjorde det umuligt at se hvor toppen af vulkanen egentlig var.

Vi naaede pladsen til campering (400 m fra toppen) efter 5 timers vandring - og vel at maerke, foer det begyndte at regne. Vi kunne derfor slaa teltet op og spise frokost i ro og mag, foer vi kroeb i skjul for regnen og fik os en tiltraengt lur. Herefter hoerte regnen op og vi kunne spise aftensmad udendoers. Vi havde dog paa intet tidspunkt set solen paa Tajumulcu, og vi kunne kun krydse fingre for, at vejret ville vaere klart ved solopgang, foer vi igen kroeb i soveposerne. Kl. 3.30 kravlede vi atter ud af teltet, klar til at vandre de sidste 400 m i kulde og moerke. Og vi var heldige: en skyklar stjernehimmel ventede os!

At vandre/klatre opad i buldermoerke kun med lommelygte var baade en smule skraemmende og meget smukt, da vi havde udsigt til lysene fra de omkringliggende landsbyer.

Da vi naaede toppen kunne vi igen krybe i vores medbragte soveposer og blot vente paa en storslaaet solopgang.

Ifoert ens skiskolejakker kunne vi naesten goere os ud som en scweizisk skiskole.

  

 Herefter begyndte nedstigningen - og med klart vejr og solskin havde vi udsigt til baade Mexicos bjerge og Volcan Santa Maria. Tilbage ved lejrpladsen kunne vi nyde en dejlig varm portion mosh (meget lig havregroed). Nedstigningen gik ganske smertefrit med flere smaa pauser,hvor det var muligt at nyde udsigten. Ved foden af vulkanen ventede en dejlig frokost hos en lokal comedor, og vi tog maette og traette bussen mod Xela. Saa snart vi ankom til Xela begyndte det at regne - faktisk styretede det ned, og vi maatte loebe gennem by med alt vores oppakning. I Quetzaltrekkers kontor blev alt laant grej afleveret, hvorfor jeg kun havde et par shorts og en t-shirt tilbage. På turen hjem til familiens hus foelte jeg mig derfor som den mest idiotiske turist - vadende gennem Xela i shorts og t-shirt i oesende regnvejr! Folk havde bestemt god grund til at glo dumt.